Pakke og palleteringsanlæg hos Mac Baren
Pakke og palletering af tobakspunge hos Mac Baren
Pakke- og palleteringsanlæg hos Mac Baren
Palleteringsrobot hos Mac Baren

 

Udfordringen

Virksomheden har i 2014, som følge af udvidelse af produktionskapaciteten, investeret i en løsning til pakning og palletering af tobakspunge. Idet virksomheden hele tiden udvikler produktionen, skulle linjen i 2016 udvides og tilpasses en ny pakkelinje, hvor der produceres nye tobaksmærker og typer af punge. Derfor ønskede Mac Baren at investere i et nyt maskinanlæg, der skulle integreres med den eksisterende palleteringsrobot, også leveret af Egatec, og tilpasses det eksisterende layout. Mac Baren ønskede kompakthed da pladsen var begrænset.

 

Vi søgte en pakke- og palleteringsløsning der var kompakt, fleksibel og effektiv i forhold til både driftssituation og anlægstilpasninger i forbindelse med vores mange produktskift. Vi installerede for 1½ år siden en tilsvarende løsning som principielt er kopieret, dog med de forbedringer på kassepakker (EGApacker) og kasselukker som vi har fundet behov for. Af layoutmæssige årsager har vi endvidere i den seneste løsning inkluderet en kasseelevator, da palletering fra begge nævnte pakkelinier er integreret i en og samme EGApicker.

Projektforløb og samarbejde med Egatec har været godt gennem hele forløbet, hvor Egatec’s maskinbyggerkompetencer og vores specifikke produkt- og driftskendskab har resulteret i rigtigt gode løsninger.

Thorbjørn Nielsen, teknisk chef - Mac Baren Tobacco Company A/S

Løsningen

Det komplette maskinanlæg kan håndtere tobakspunge i forskellige størrelser og emballagetyper. Tobakspunge, der bliver pakket i alt fra 5 til 10 punge i emballagen, bliver transporteret til EGApacker, hvor pakkemaskinen er integreret med en stregkodescanner, som påsætter en stregkodelabel inden pungene pakkes ned i kasser i EGApackeren.

Dernæst bliver kassen tranporteret til en toplukker (EGAsealer), der forsegler kassen med tape og sender den videre til palletering, hvor de to produktionslinjer forbindes. Den ene produktionslinje er desuden forsynet med en vareelevator (EGAlift), som transporterer kasserne op over pungpakker-anlægget.

Palleteringsrobotten EGApicker er forberedt med 4 pallepladser, hvor pallerne findes i to forskellige størrelser som opbevares inde i portalrobotten på hver sin side. Efter EGApickeren tager en kasse op med sugepladen, kører kassen forbi en printer, hvor der automatisk påsættes label på to sider, hvorefter den stilles på en palle. Robotten kan skelne mellem de to produktionslinjer og palleterer i et mønster, hvori man bestemmer hvilken pallestørrelse den skal hente og om der skal mellemlægspap på.

Hele anlægget kunne nemt integreres i produktionsmiljøet da maskinerne er kompakte og fleksible.

 

Om Mac Baren Tobacco Company A/S

Mac Baren er en moderne og udviklingsorienteret fynsk tobakvirksomhed, som er en af verdens førende pibetobakselskaber. Virksomheden eksporterer egne brands til mere end 70 markeder verden over og desuden producerer fabrikken i Svendborg pibetobak for nogle af verdens største pibetobakselskaber.